onsdag den 25. september 2013

Tærte med tomat og squash


Nu er tærter jo ganske standart herhjemme, men dette var alligevel en ny kombination som jeg kom på og måtte prøve. Man skal være lidt opmærksom på tomaterne fordi de væsker en del, og det kan få tærten til at blive vandet, men hvis man sier det væske fra som man kan, så går det alligevel. Min blev i hvert fald lækker og sprød.

Tærtebund (ca. 26 cm) 90 g grahamsmel 
100 g hvedemel
1 tsk salt 
100 g margarine  
½ dl koldt vand
Bland de to typer mel og salt, og smulder margarinen heri, indtil det ligner lidt havregryn. Dejen samles ved hjælp af vandet. Det er vigtigt at den ikke æltes for meget, da margarinen gerne skulle ligge i korn i dejen, således at den bliver flaget og lækker når den er bagt. 
Smør formen med en smule olie. Dejen rulles ud indtil den passer i tærteformen, der må gerne lige være en halv centimeter der hænger over kanten så den ikke glider ned under bagning. Prikkes med en gaffel og forbages ved 175 g i ca. 10 minutter. Eller sæt den i en kold ovn og giv den 15, det plejer jeg at gøre. 

Fyld
1 squash
4 store tomater
1½ dl cremefraiche eller fløde 3 æg salt og peber
ca. 100 g feta

Skær squash og tomater i små tern og sauter dem på panden. Si overskydende væske fra.

Når tærtebunden er forbagt, tages den ud af ovnen og squash/tomat fyldet fordeles i den, fetaosten smuldres og dryssen over tærten. I en skål blandes cremefraiche, æg, salt og peber, og dette hældes over tærten. 

Færdigbages ved 175 grader i ca. 20-25 minutter til toppen er gylden.   


Serveres med en 'salat' af bagte rødbeder og blommer med et skvæt hindbæreddike over.


 

tirsdag den 24. september 2013

Blondies med karamel






Okay, så jeg er måske lidt gået i karamel mode. Sandheden er at jeg ikke har gået og lavet nyt karamel hele tiden, jeg har simpelthen startet ud med en stor portion og blevet ved med at bruge af den.
Denne plade blondies valgte jeg at peppe op med stykker af caramel, der smelter ned i dejen når den bages og danner små sprøde brønde. 
Opskriften er tilvirket fra Leila Lindhold One More Slice.

Blondies (1 bradepande)
450 g blødt smør
2 dl sukker
3 dl brun farin
1 spsk vaniljesukker
6 æg
7½ dl hvedemel
1 spsk bagepulver
1 tsk salt
300 g hvid chokolade

Karamel
1 3/4 dl sukker
3 spsk smør
3 spsk fløde
et nip salt
 

Sukkeret smeltes i en gryde indtil alle klumper er opløst. Derefter røres fløde, smør og salt i. Karamellen skal koges ca. 10 minutter eller indtil man fornemmer at konsistensen er blevet tykkere, og spredes på et stykke bagepapir hvor det køler af indtil det kan skæres i små firkanter. 

Sukker, smør og æg piskes lyst og skummende. Hvedemel, salt og bagepulver blandes og vendes i dejen sammen med den groft hakkede chokolade. 
Fyldes i en bradepande - den dybe der passer i ovnen er nogenlunde passende - og små stykker karamel strøs over. Bages ved 175 grader i ca. 25 minutter. 





mandag den 23. september 2013

Kylling i rød flødeskum

Denne ret er super nem at lave. Det er min lillesøster der tog den med hjem fra en tur med min tante, morbror og deres to børn. Og lige siden har vi spist den hjemme i min familie. Vi er en familie som elsker god sovs, så derfor er denne også helt perfekt til os, da der kommer den lækreste sauce ud af det. Hvis man vil have den lidt stærk kan man tilsætte lidt cayennepeber. Hvis man ønsker mere sauce skal an blot piske mere flødeskum. Retten serveres med ris til.

Kylling i rød flødeskum, 4 pers.
4 stykker kyllingebryst
1/4 l fløde
1 dl ketchup
2 tsk paprika
salt
peber

Kyllingen renses og lægges i et fad, den kan evt. skæres i mindre stykker. Fløden piskes til skum. Tilsæt ketchup, paprika, salt og peber og rør rundt og smag blandingen til, hvis der skal tilsætte mere af nogle af ingredienserne. Blandingen fordeles over kyllingen og det bages i ovnen i 30 min ved 200 grader. Eller til kyllingen er nok.

tirsdag den 17. september 2013

To slags bønne salat


Det var en aften hvor jeg skulle lave mad i madklubben. Og jeg havde fundet ud af hvad min kødret skulle være og at det skulle være med ris til. Derefter var der blot for mig at bestemme hvilken salat der skulle serveres til. Så jeg begyndte at kigge i mine salat kogebøger og faldt så over disse to bønne salater som jeg godt kunne tænke mig at prøve at lave. Da jeg er meget dårlig til at tage beslutninger var det ikke anderledes denne dag, derfor besluttede jeg mig for at lave dem begge to. Så her kommer de begge. Opskrifterne er fra bogen "Suverent Sundt" af Sonja Bock og Tina Scheftelowitz som laver nogle helt fantastiske salater. Billedet øverst er af salaten grønne bønner og cherrytomater med asiatisk advokado-creme, jeg undlod dog citrongræsstængel da jeg ikke lige vidste hvor jeg skulle lede efter dette. 
Billedet nederst er af Grønne bønner i yoghurt-tahincreme med honning. Dog ser deres billede i bogen langt mere indbydende ud en det billede jeg kunne tage. 

Grønne bønner og cherrytomater med asiatisk advokado-creme
500 g grønne bønner (friske eller frosne)
250 g cherrytomater
150 g advokado
100 g yoghurt
1 tsk friskpresset citronsaft
½ finthakket citronstængel
1 tsk ingefær
1 finthakket/presset fed hvidløg
cayennepeber. 

Bønnerne  renses hvis de er friske, herefter kommes de i en gryde med kogende vand, hvor de koger i en 3-5 minutter indtil de er næsten møre. Bønnerne skylles med koldt vand og lægges på et fad. Cherrytomaterne halveres og fordeles over bønnerne. 
Advokadoen udstenes og skrællen pilles af. Den moses og  røres sammen med resterende af ingredienser. Cremen fordeles over tomaterne og bønnerne. 

Grønne bønner i yoghurt-tahincreme med honning
500g grønne bønner (friske eller frosne)
2 tsk flydende honning
4 tsk tahin
1½ dl yoghurt neutral, 1,5%
1 presset/finthakket fed hvidøg
1 tsk stødt spidskommen
1 spsk friskpresset citronsaft
1 stort nip cayennepeber
salt

Bønnerne  renses hvis de er friske, herefter kommes de i en gryde med kogende vand, hvor de koger i en 3-5 minutter indtil de er næsten møre. Bønnerne skylles med koldt vand. 
De resterende ingredienser pånær honningen  røres sammen og bønnerne tilsættes. Salaten anrettes på et fad og honningen fordeles hen over i tynde tråde.

lørdag den 7. september 2013

Sprøde vafler


Jeg har lidt en svaghed for vafler i øjeblikket. Måske endda, en stor svaghed. De er virkelig nemme lige at piske sammen og ingredienserne er nogle jeg alligevel altid har i huset. 
Denne her opskrift har jeg haft med hjemmefra, og resultatet er altid perfekt, sprøde og gyldne vafler. 


Vafler (4 personer)
2 æg
4 dl mælk
4½ dl mel
1 tsk. Bagepulver
100 g margarine, smeltet
1 tsk. Salt
2 spsk. sukker

Det hele blandes og bages i et vaffeljern. Spises mens de er varme, helst direkte fra vaffeljernet. Her er de serveret med sirup og granatæble.

fredag den 6. september 2013

Græskarchilisuppe med toastbidder


På en eller anden måde lykkedes det mig at komme hjem fra en uges solferie med en forkølelse, og nu da det officielt er efterår (eller i hvert fald september) er der rigeligt med undskyldninger for at lave en god suppe. Græskar-chilisuppe er en favorit hos både kæresten og jeg selv og den er super nem at lave. En bonus er, at den indeholder både hvidløg og chili som begge dele skulle være rigtig godt for forkølelse. 

Suppen blev serveret sammen med bidder af fuldkornstoast med mexican style cheddar imellem. Alternativt kan man sikkert bruge en lækker chiligouda. 

Græskarchilisuppe (3-4 personer)
1 hokkaido græskar - eller ½ butternutsquash
1 frisk rød chili - eller tørret
3 fed hvidløg
chilisalt

Græskaret skæres over på midten og kernerne fjernes. Fjern skrællen og skær græskarkødet i grove tern. Placer dine græskartern i en gryde og hæld vand over, så det lige dækker, smid et par hvidløgsfed i sammen med noget salt og kog indtil grækaret er mørt. Det tager ca. et kvarters tid. 
Når græskaret er mørt tilsættes finthakket eller tørret chili, og det hele purreres med en stavblender. Smages til med salt og chili.

torsdag den 5. september 2013

Kylling i det grønne ala wok

I kender måske det der med at lave alt muligt andet for at undgå at lave lektier/opgaver. Jep, dertil er jeg kommet lige nu. Så det næste stykke tid vil jeg varme op ved at skrive et lille indlæg til bloggen. 
Her kommer en kreation som jeg har bikset sammen med en veninde. Den var hurtig og nem at lave og vi havde mad inden for ja... 40 min. Og det smagte dejligt! Man kan varigere grøntsagerne som man lyster. Retten serveres med ris til.

Kylling i det grønne ala wok, 3 pers.
3 kyllingebryst
1/4 af savoykål
½ bundt forårsløg (2 store eller 4 små)
3 dl eddermaneme bønner
3 gulerødder
1 dåse kokosmælk
½ glas chilipesto
1 spsk karry
salt
peber

Kyllingen renses og lægges i en fad, oven på lægges: fint snittet savoykål, forårsløg i skiver, gulerødder i skiver og eddermaneme bønner. Kokosmælken røres sammen med chilipestoen og karry. Alt efter hvor krydret man kan lide det tilsætte mere eller mindre af krydderierne. Der smages til med salt og peber.  Blandingen hældes ud over grøntsagerne og det hele sættes ind i ovnen og bager ved 175 grader varmluft i 30 min. Skær i kyllingen hvis du vil være sikker på at den er nok. Der koges ris til.

mandag den 2. september 2013

Appelsinkage med mandler og græsk yoghurt

Så er sommeren ovre for mit vedkommende. Studiet er startet igen nu som kandidat studerende i kemi. Så nu er det nok også på tide at I der ude får en opskrift til at hygge jer med. Jeg har fået prøvet en del af her i løbet af sommeren, som jeg vil få lagt op løbende.

Denne appelsinkage er en god skærkage. Den kan have en tendens til at blive lidt tør hvis den bliver bagt for længe. Den er hurtigt at lave og nem at gå til. Kagen har en smag når den er varm/lun og en anden smag når den har fået lov til at køle af og sætte sig. Den smager også rigtig dejlig på dag to. Den oprindelige opskriften er fra "Mad! Hvad skal vi spise i aften?" nr. 6 2013.

Appelsinkage, 1 springform
175 g blødt smør
2 dl sukker
3 æg
120 g mandler
3½ dl hvedemel
3 tsk bagepulver
2 dl græsk yoghurt
1 appelsin, skal og saft

Smør og sukker piskes let og luftigt med en elpisker. Æg tilsættes et ad gangen stadig mens der piskes. 80 g mandler blendes meget fint til mandelmel. De restrende 40 g mandler hakkes lidt grovere. Mandlerne blandes med hvedemel og bagepulver i en skål. Appelsinskallen rives ført, dernæst presses alt saften ud. Den revet skal og 3 spsk appelsinsaft blandes med yoghurten. Melblandingen og yoghurtblandingen røres skiftevis i æggebladingen til dejen er ensartet.
Springformen smøres og dejen hældes i den. Kagen bages ved 175 grader i ca. 45 min.