lørdag den 14. december 2013

After Eight Tærte


Denne her tærte er så god, at den har sin egen æske. Eller måske nærmere, denne her tærte skulle transporteres til Århus, så jeg måtte være lidt kreativ, så den ikke blev mast på turen. Min veninde bad mig medbringe en dessert til vores lille sammenkomst; egentligt ville jeg bare have lavet en pebermynte-chokolademousse, men på en eller anden måde greb det en smule om sig, og pludselig tog jeg mig selv i at komponere denne chokoladetærte i stedet. Nå, begrænsningens kunst har måske aldrig ligefrem været min stærke side når det gælder kulinariske udfoldelser.
Anyways, til trods for at det måske ser kompliceret ud, så er den faktisk ret simpel at lave. Det kræver at man har noget pebermyntechokolade som fx After Eight, eller det billigere alternativ Fazermint. Ellers kan man også bruge chokolade med pebermyntesmag og det er sikkert også muligt at bruge almindelige chokolade og pebermynteessens. 

Tærtebund (24 cm)
150 g hvedemel
2 spsk kakao
2 spsk florsukker
110 g margarine
½ dl koldt vand

Hvedemel, kakao og florsukker sigtes fri for genstridige klumper. Smørret smuldres heri indtil det er findelt, hvorefter dejen samles med vandet til det er en sammenhængende kugle.
Rulles ud og presses i en 24 cm tærteform, eventuelt med løs bund. Prikkes med en gaffel inden den bages ved 180 grader i ca. 15-20 minutter. Da fyldet ikke skal bages med, er det vigtigt at tærtebunden er færdigbagt.

Pebermyntechokolademousse
100 g pebermyntechokolade
100 g mørk chokolade
3/4 dl mælk
½ l fløde
revet chokolade til pynt

De to slags chokolade hakkes groft og smeltes herefter over vandbad hvis man er tålmodig og i microovnen hvis man ikke er. Hvis man bruger fyldte pebermyntechokolader som After Eight eller fazermint bliver chokolademiksturen en meget mærkelig konsistens, derfor røres den sammen med mælken indtil den er helt blank og glat.
Flødes piskes til fast skum med en håndmikser. Ca. en femtedel af fløden tages fra til pynt, mens resten forsigtigt vendes med chokolade/mælkeblandingen, indtil chokoladen er pænt fordelt heri. Vær forsigtig med at smage på chokolademousse, det er meget svært at holde op med at spise af den, hvis man først er kommet i gang. 
Chokolademoussen fordeles i et jævnt lag i den afkølede(!) tærtebund. Flødeskummen fordeles oven på og til sidst drysses med chokoladespånder, hakket eller revet chokolade.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar