mandag den 6. maj 2013

Svensk Pølseret


Svensk pølseret er en ret jeg kunnet have svoret jeg aldrig nogensinde ville komme til at lave i mit eget køkken. Ja, der kan man bare se. Jeg tror måske det er fordi jeg husker det fra skolens madordning som noget moset og utiltalende, og jeg kan absolut ikke udstå kartoffelmos, så det forklarer det nok. I denne hjemmelavede version er kartoflerne faste, der er brugt en lækker røget medister og så har den lige fået et hint af cayennepeber, for lige at give lidt ekstra krydderi. 
Opskriften som jeg har taget udgangspunkt i er fra www.kvalimad.dk, men med visse ændringer. 

Svensk pølseret er ikke noget man serverer for at imponere sine gæster, men det er et godt gedigent måltid der mætter, og som er nemt og billigt at lave. Jeg kommer helt sikkert til at lave det igen en anden dag, for det var et hit herhjemme.

Svensk Pølseret (4 personer)
1½ kg kartofler 
2 løg
1 røget medister
1 spsk paprika

½ tsk cayennepeber
4 dl vand
1 dl fløde

5 spsk tomatpuré
1 spsk salt (ca.)

olie

Kartoflerne skrælles og koges, alternativt kan der bruges en rest. De skæres i mundrette bidder. Løgene hakkes semi-groft og den røgede medister skæres i halvmåner. 
Løg steges i olie indtil de er klare. Den røgede medister tilsættes og steger med et par minutter. Herefter tilsættes vand, tomatpure, krydderier og salt, og det hele røres godt sammen inden kartoflerne kommer med ned i gryden. Lad det lige koge et par minutter før fløden tilsættes, og derefter lad det småkoge en 10 minutter eller indtil konsistensen føles rigtig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar