mandag den 17. marts 2014

Brownieislagkage


Når man har sagt brownie og islagkage, så behøver man næsten ikke sige mere. Men, ja, lidt snakkesalig er man vel altid. 

Browniebunden her er lavet med min yndlingsbrownieopskrift, og den gør sig rigtig godt sammen med isen. Jeg gjorde dog den fejl at fryse bunden ned først, og selvom jeg elsker frossen brownie vil jeg ikke anbefale det til dessertbrug (Kun til de der tilfælde hvor man har et akut behov for brownie. Der er det til gengæld genialt.), for bunden bliver temmelig fast af det, hvilket gør det sværere at frigøre et stykke uden brug af vold. 

Isen må jeg desværre indrømme er købt denne gang i stedet for hjemmelavet, men hvis man føler for en hjemmelavet version skal jeg henvise til mit tidligere indlæg omkring islagkage. I alle tilfælde skal isen dog være frossen før brownien med succes kan fordeles i den.

Brownieislagkage: (6 personer)

120 g smør
175 g mørk chokolade
2 dl sukker
2 æg
En anelse salt
1 spsk vaniljesukker
2 dl hvedemel

1 liter vaniljeis


Smør og chokolade smeltes nænsomt sammen i en gryde. Når denne er helt glat, slukkes for varmen og sukkeret tilsættes sammen med vaniljesukker. Æggene røres i et efter et, vær opmærksom på temeraturen af chokoladeblandingen, hvis den er for varm får du røræg! Til sidst røres mel og salt i.

Nu bliver det vigtigt at være opmærksom! Halvdelen af browniedejen fordeles i en 22 cm springform. Laget skal helst ikke være mere end ca. 1½ cm tykt. Resten af dejen fordeles i en bradepande.

Bages ved 200 grader i ca. 15 minutter. 

Afkøles til stuetemperatur eller eventuelt køleskabstemperatur. Den fine springformede brownie er islagkagens bund, den anden halvdel moses sammen med ca. 1 liter vaniljeis indtil bronwien er mere eller mindre opløst. Man kan med fordel lade nogle klumper være tilbage, det giver både tekstur og en lækker smag. 

Fordel isen oven på den kolde kagebund, server straks og mærk hvordan du øjeblikkeligt bliver et lykkeligere menneske.


 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar