søndag den 3. marts 2013

Blommetærte


Som jeg sidder her og drømmer om sommer virker det meget naturligt at poste en opskrift på noget der er sommerligt og lækkert, blommetærte. Opskriften er selvkonstrueret ud fra forskellige elementer af andre ting som jeg godt kan lide. Tærtedejen er ikke så sød som de fleste søde tærters bund er, og hvis man foretrækker en sødere version kan jeg anbefale Tænd på tærter, tryl med tilbehør af Rikke Holm, Elisabeth Emtoft og Gitte Kristensen, som har en opskrift på en meget sødere dej. Hvis man som jeg godt bare kan lide tærtedejen lidt mere neutral, så brug opskriften her nedenfor.

Crumblen er også god sammen med en række andre frugter fx æble eller bærblandinger, både med eller uden tærtedejen. Det vigtigste er mest at der er lidt smag i frugten, jeg har fx prøvet med pære, men den er lidt for anonym, så noget der er lidt mere syrligt virker simpelthen bedre.  


Tærtedej:
150 g hvedemel
125 g smør
2 spk. sukker

Blommer skåret i både (ca. 7 stk.)

Crumble:
125 g. smør
75  g. hvedemel
50 g havregryn
125  g. sukker
2  tsk. kanel stødt
125  g. mandler

Til tærtedejen smuldres smørret i melet og sukkeret. Det burde ikke blive nødvendigt, men hvis dejen ikke helt kan samles så prøv med en skefuld koldt vand.  Den rulles ud så den passer i en 26/28 cm tærteform og prik bunden med en gaffel inden den forbages i 15 minutter ved 200 grader. 

Crumblen laves ved at blande de tørre ingredienser og smuldre smørret i dem. Mandlerne hakkes og blandes i. Blommerne skæres i både, og stenene fjernes. De fordeles over den forbagte tærtebund, og crumblen fordeles på toppen. 

Bages ved 180 grader i ca. 25 minutter, indtil crumblen er gylden og sprød. Kan spises med flødeskum eller cremefraiche, men er også lækker med en creme lavet af græsk yoghurt, vanilje og en smule sukker. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar