lørdag den 16. marts 2013

Skildpaddemousse


Det at have gæster er altid sådan en dejlig undskyldning for at afprøve noget nyt og spændende (eller tosset. Måske endda mest tosset i mit tilfælde). Eftersom jeg synes at kunne huske at vores gæster i denne omgang er ret glade for Toms Skildpadder har jeg kastet mig ud i en skildpadde mousse. Der findes en enkelt opskrift på det et sted på nettet, men jeg synes ikke lige, at Daim havde noget at skulle have sagt i en Skildpaddemousse, så jeg fandt i stedet gode gamle Karolines Kogebog 2 og dennes opskrift på chokolademousse og brugte den som et løst referencepunkt. Resultatet blev faktisk så godt at det krævede en reel kraftanstrengelse ikke bare at begynde at spise med det samme. Men ja, klokken ti om formiddagen er måske lidt tidligt at begynde på desserten.

Skildpaddemousse (til 6 personer)
150 g mørk chokolade
½ l piskefløde
7 kæmpeskildpadder fra Toms
1 dl mælk

Det kan godt lyde lidt omstændigt, det her, men det bliver bedst på den måde, så giv det alligevel en chance. Først brækkes chokoladen i mindre stykker og lægges i en skål. Så tager du skildpadderne og fjerner toppen samt fyldet, de to ting putter du ned til din chokolade. Den tykke bund af skildpadden lægger du til side. Gentag for de næste 6 skildpadder. Chokolade/skildpaddeblandingen smeltes over vandbad, og røres sammen med mælken så den er glat og blank.
Pisk fløden til skum, og tag et par skefulde fra til pynt. Skildpaddebunderne hakkes og vendes i flødeskummen. Derefter vendes den smeltede chokoladeblanding i fløden. Vend forsigtigt med en dejskraber indtil de to er godt blandede. Kontroller trangen til bare at spise fra skålen med den teske som du bliver nødt til at have fat i for at smagsteste. hæld i portionsglas eller i en stor skål og pynt med flødeskum og eventuelt revet chokolade.
Det bliver også lidt fint hvis man serverer dem i kaffekopper med et par jordbær til som jeg har gjort her.

Kan spises med det samme eller opbevares i køleskab indtil gæsterne kommer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar